Den russiske operation

 

De to sorte firhjulstrækkere kørte
igennem den russiske ødemark med en sky af støv bag dem. Vejen var ikke andet
end et hjulspor, og turen var ujævn.

Mason sad bag i den ene bil, blikket
rettet ud ad vinduet. Ved siden af ham sad en skaldet mand iklædt en skjorte og
læderjakke.

Under jakken var et hylster med en
pistol synlig – en af de helt store Glocks, der havde slagkraft og et brag, der
passede til, men krævede en øvet skytte at håndtere. Den var uden tvivl valgt
på grund af størrelsen og signalet, den sendte, og ikke dens funktionalitet.

Mason havde også set den afslørende
silhuet af en pistol i hylster om mandens ankel under buksebenet.

Chaufføren og manden i passagersædet
foran var lige så bevæbnede, og mændene i bilen bag dem havde haft endnu mere
ildkraft med.

Man skulle tro, at de skulle i kamp.

Mængden af våben gjorde Mason urolig,
hvilket ikke kunne ses på ham. Han var blevet visiteret, inden han havde fået
lov til at sætte sig ind i bilen, og var våbenløs. Ikke engang kniven, han
sjældent tog nogen steder uden, havde han på sig.

Ikke at det var et uoverkommeligt
problem, men han følte sig nøgen.

Blikket gled over horisonten. Der var
intet at se.

Stilheden i bilen var tung, og ingen
virkede til at ville afbryde den.

De var på vej mod løvens hule, men
selvom missionen var farlig, var det en del af arbejdet. Forhåbentligt ventede
målet for opgaven på ham for enden af køreturen. Enten dét eller en fælde, men
det måtte han håndtere, når de kom frem.

Chaufføren afbrød stilheden og pegede
uden at løfte hånden fra rattet.

“Vi er fremme,” sagde han på russisk.

Mason rettede blikket ud ad forruden.
En gammel gård dukkede op, da de nåede toppen af bakken. Et gammelt
faldefærdigt stuehus på to etager og en lade. En enkelt bil stod foran huset.

Bilerne kørte ind på gårdspladsen og
standsede.

Bildøren blev åbnet for Mason, og han
trådte ud i solen, der skinnede fra en skyfri himmel. Luften var frisk og
kølig.

“Hr. Kemp, jeg håber ikke, De fandt
køreturen for lang.” Lejesoldaternes leder, en slank mand med høgenæse og et
par skarpe blå øjne, kom mod ham fra den anden bil. De høflige ord blev sagt
med et smil, der fik Masons små hår til at rejse sig.

“Overhovedet ikke, hr. Nikolaev. Selvom
Deres mænd ikke er så snakkesalige.” Det russiske flød fra Mason, som om han
var indfødt.

Nikolaev lo uden følelse.

“Det må De undskylde, ord er ikke deres
stærke side. Tavshed er guld i vores arbejde, ikke sandt?” Han slog ud med
armen mod laden. “Men ikke flere høfligheder. De vil sikkert gerne se, hvad De
er rejst hertil for.”

Mason nikkede og fulgtes med russeren
hen til ladeporten. Adrenalinen spredte sig i kroppen og hjertet bankede
hårdere.

En af mændene trak porten op, og lyset
faldt ind i den mørke bygning, hvor det spredte sig og landede på en træstolpe.

For foden af den sad en skikkelse,
krøllet sammen i fosterstilling. En nøgen dreng med blondt hår. Hænderne var
lænket til stolpen over hans hoved.

Et par skrækslagne og udmattede blå
øjne blinkede mod lyset. Hans hud var dækket i skidt, rifter og blå mærker.

“Ambassadørens søn. Stadig i live,
selvom jeg har fået besked fra mine overordnede om, at forhandlingerne med
jeres regering er endt.” Mandens stemme havde et strejf af nysgerrighed, da han
fortsatte. “Men så fik vi et opkald om, at familien ville sende deres egne
folk.”

Mason trak blikket fri af drengen og så
på Nikolaev.

“Ja. Ambassadøren har bedt mig om at få
en aftale på plads,” sagde han uden tegn på den vrede, der sydede i brystet ved
synet af den mishandlede 13-årige dreng. “Jeg kan dog ikke starte
forhandlingerne, inden jeg har sikret mig, at drengen ikke har lidt unødig
overlast.”

Nikolaev lavede en indbydende bevægelse
med hånden, og Mason gik ind ad porten.

Skrækken i drengens udtryk voksede, da
Mason kom nærmere, men han rørte sig ikke. Det ville heller ikke have nyttet
noget, kæden var for kort til at han kunne komme nogen steder.

Tættere på blev det nemmere at se, hvor
hårdhændede de havde været ved ham.

Vreden i Mason voksede, men han holdt
den nede. Med rolige bevægelser satte han sig på hug foran drengen, inden han
blidt tog ved drengens hage for at dreje hans ansigt mod sig. Deres blikke
mødtes.

“Tobias. Dine forældre har sendt mig
for at hente dig hjem,” sagde han beroligende på engelsk.

Et glimt af håb kunne ses i drengens
øjne.

Mason sænkede stemmen.

“Men først vil jeg bede dig om at lukke
øjnene. Og holde dem lukkede til jeg siger, du må åbne dem igen. Kan du gøre
det?”

Drengen så usikkert på ham, inden han
nikkede og lukkede øjnene.

Mason strøg tommelfingeren over den
beskidte kind.

“Godt.”

Han rejste sig og vendte sig mod
Nikolaev, der var fuldt efter ham ind i laden med et par af sine mænd. Russeren
så på ham med rynket pande.

“Hvad sagde du til ham?”

Mason gik hen til ham med et lille
skævt smil.

“At Solsorten snart vil synge.”

Han kunne se ordene tage en omgang i
Nikolaevs hoved, inden han spærrede øjnene op.

“Solsorten. Nej,” gispede Nikolaev.

“Jo.”

Der lød et råb udenfor efterfulgt af
lyden af glas, der smadres, hvilket fik begge af Nikolaevs mænd til at se ud.

Mason trådte et par hurtige skridt til
siden, hen mod den nærmeste lejesoldat.

Inden manden nåede at reagere, bankede
han albuen mod hans kæbe og trak kniven, der sad i soldatens bælte. Den var
mindre end hans egen, men en kniv var en kniv.

I en hurtig bevægelse bankede han den i
brystet på manden.

Nikolaev råbte og den anden soldat trak
sin pistol.

Glocken.

Som Mason havde regnet med, var dens
størrelse mest for at imponere, og det splitsekund, det tog manden at få
ordentlig hold på den, brugte Mason på at skubbe den nu døde mand mod ham.

Skuddet rungede, men ramte ikke.

I et spring var Mason henne ved ham, og
kniven sank ind i mandens hals. Lejesoldaten gurglede, og Mason blokerede hans
arm, da han forsøgte at rette pistolen mod ham. To skud lød, atter uden at
ramme noget, inden russeren sank døende sammen.

Nikolaev flygtede, råbende på sine
mænd. Han nåede ikke mange skidt ud ad laden, før hans hoved blev kastet
tilbage, blod og hjernemasse sprøjtende, og han væltede om i støvet.

Mason tog ved kanten af jakkens ærme,
pillede øresneglen ud fra dens gemmested og stoppede den i øret, inden han tog
kontakt til snigskytten, der lå gemt ude i landskabet og havde fulgt med i
samtalen i laden.

“Hawk?”

“Jeg er her. Tre døde, to var allerede
forsvundet ind i huset. Ukendt antal sjæle i bygningen. Automatiske og
semi-automatiske.”

“Jeg går ind. Dæk mig.”

“Modtaget.”

Mason gik hen til det ene lig og tog
mandens våben. En mere fornuftig Beretta, russeren aldrig nåede at trække.

Efter at have tjekket magasinet og
kammeret så han på drengen, der havde gemt hovedet i armene.

“Jeg kommer tilbage, Tobias. Det lover
jeg.”

Uden at vente på svar, gik han med
lange skridt hen til porten.

“Jeg kommer ud nu,” informerede han
Hawk.

Han stak hovedet ud. Ud over Nikolaev
lå der to døde mænd på gårdspladsen. Sideruderne på den ene bil var smadret.

Noget glimtede i solen, og han trak
hurtigt hovedet til sig, inden en række skud lød, og træet i porten
splintredes.

Det stoppede pludseligt, og et
forskrækket råb lød inde fra huset.

“Én nede.” Hawks stemme lød i
øresneglen.

Mason svarede ikke, men satte i løb
over gårdspladsen. En kugle fløj forbi hans hoved. Han kastede sig i sikkerhed
om bag en bil.

“Vinduet på første sal, Hawk.”

“Forpulede lortesol,” bandede Hawk.
“Lok ham lige frem.”

Mason rejste sig og dukkede sig igen,
da lejesoldaten dukkede op i vinduet for at skyde efter ham. Det skete dog
aldrig.

“Jeg fik ham.”

Mason skævede rundt om bilens forende.
Der var ikke synlig bevægelse inde i huset, og han tog en dyb indånding.

“Jeg går efter døren.”

“Modtaget.”

Han kom på benene og satte af mod
husets fordør. Et par vinduer gik i stykker, da Hawk skød dem ind.

I samme øjeblik Masons ryg ramte muren
ved siden af hoveddøren, splintrede dørens træ med den overdøvende lyd af et
maskingevær.

Han sank i knæ med en uhørlig ed.

Forsigtigt rakte han op og vippede
dørhåndtaget. Døren gled op, og skuddene startede igen, men i den højde, hvor
hans overkrop burde være, hvis han stod foran døren.

Der blev stille, og Mason lænede sig
til siden med pistolen forrest. En mand stod i gange, og inden han nåede at
trykke på aftrækkeren igen, skød Mason ham med to skud i brystet.

Stilheden var øredøvende.

“Jeg kan ikke se noget,” sagde Hawk.

“Jeg rydder reden,” hviskede Mason og
rejste sig, inden han forsigtigt bevægede sig ind i huset.

De slidte gulvbrædder knirkede under
hans vægt. Der var to åbne døre overfor hinanden i den smalle gang og en trappe
for enden. Han kastede et hurtigt blik ind ad døren til højre. Den ledte ind
til stuen, hvor der lå en mand på gulvet. Død.

Lyden af knasende glasskår, nåede ham
fra det andet rum, og han nåede kun lige at finde dække bag væggen, inden et
skud lød.

“Forbandede amerikanere!” hvæsede en
mand på russisk og rumsterede rundt. Et møbel blev væltet.

“Hawk,” sagde han dæmpet. “Der er
mindst én i rummet til venstre for hoveddøren.”

“Jeg har ikke frit skud.”

Mason så hurtigt ind i rummet. Det var
husets køkken. Et massivt spisebord stod på højkant.

“Han gemmer sig. Jeg ser, om jeg kan få
ham frem. Klar?”

“Ja.”

Han skød tre gange ind i rummet. I
samme øjeblik, han trak pistolen til sig, rejste manden sig for at skyde. Han
fik aldrig chancen, der lød et lille klir fra vinduet, og han faldt om.

“Perfekt, godt skudt.”

“Solen er en bitch,” svarede Hawk
tilbage. Mason smilede, men gav sig ikke tid til at more sig over sin ven.

Der var ikke flere i live i stueetagen,
så Mason sneg op ad trappen.

I værelset med vinduet ud mod
gårdspladsen sad en mand med ryggen mod muren. Hans vejrtrækning var hvæsende,
og han var bleg. En mørk plamage spredte sig over hans bryst.

Da han så Mason, løftede han den ene
hånd.

“Jeg overgiv…”

Mason gav ham ikke mulighed for at tale
færdig, men henrettede ham med et enkelt skud i hovedet. Ingen vidner.

Blikket faldt på mandens anden hånd. En
mobiltelefon. Lort.

“Reden er ryddet, men der er sendt en
brevdue. Vi skal væk.” Han hastede ned ad trapperne.

“Modtaget. Vi mødes som aftalt.”

Mason løb ud af huset og ind i laden.
Drengen sad stadig krøllet sammen med hovedet klemt mellem armene og øjnene
lukkede.

“Hey, Tobias. Du gør det godt. Fortsæt
med at holde øjnene lukkede.” Han tog sin jakke af og lagde den om ham. “Jeg
får dig fri.”

Håndjernenes korte kæde var stukket
igennem en ring, der sat fast i stolpen. Mason havde ikke tid til at lede efter
nøglerne, og han kastede et blik rundt.

Den bagerste del af laden var fyldt med
ragelse, og han fandt et stykke værktøj, han kunne vride kæden fra hinanden
med.

“Mit navn er for øvrigt Mason. Jeg
løfter dig ud i bilen, okay?” Han lagde armene om drengen og løftede ham op.
Han var iskold.

To af bilerne havde flade dæk og
smadrede vinduer, men den sidste så uskadt ud. Nøglerne sad i.

“Jeg sætter dig ned.” Han satte drengen
ned, sikrede sig, at han blev stående og åbnede bagdøren, inden han guidede ham
ind.

Motoren startede med det samme, og
hjulene snurrede i gruset, da Mason satte bilen i gear og trykkede speederen i
bund.

Gården forsvandt bag dem,

“Du må godt åbne øjnene nu.” Mason så i
bakspejlet, hvor et par blå øjne så tilbage. “Er du okay?”

“Ja,” kom det hæst fra Tobias.

“Godt. Vi skal nok få dig hjem.”

Bilen skred i et sving, og Mason
fokuserede på at køre ud af det ujævne hjulspor.

Et stykke længere fremme standsede han
bilen.

“Kom nu, Hawk,” mumlede han og så ud i
ødemarken. Der gik et par minutter, inden en løbende skikkelse dukkede op med
en taske på ryggen og en riffel i hånden.

Hawk flåede døren op og væltede ind på
bagsædet ved siden af Tobias.

“Kør,” gispede han forpustet.

Bilen satte i gang.

“Tobias, det her er min ven.”

“Hej Tobias, jeg hedder Simon.” Hawk
rakte en hånd frem mod drengen, der tøvende tog den.

“Hej.”

Hawk smilede stort til ham, inden han
lænede sig frem mellem sæderne og så på Mason.

“Vi har et problem. Vi bliver ikke
hentet.”

“Lort,” bandede Mason. “Plan B?”

“Plan B er også sjovere,” grinede Hawk
forpustet.

“Hvad er plan B,” spurgte Tobias
forsigtigt.

“Vi skal stjæle noget at flyve i, min
ven!” Hawk satte sig tilbage i sædet og så på drengen. Smilet forsvandt fra
hans ansigt. “Hør, du ser kold ud. Her.” Han tog jakken af og gav den til
Tobias, der trak den over sig.

“Vi må se, om vi kan finde noget tøj et
sted.” Mason kastede et blik i bakspejlet.

“Svin,” mumlede Hawk og åbnede
rygsækken. “Her, drik.” Han rakte Tobias en flaske vand og fandt også en
energibar frem.

Mason lod vennen tage sig af drengen,
mens han holdt blikket på hjulsporet.

 

Grusvejen blev til asfalt og Mason
drejede vest på. Hans blik fór konstant fra vejen til bakspejlet og tilbage, på
udkig efter problemer. Men alt var roligt og de mødte kun få biler.

Efter en times tid kørte de ind på en
ny grusvej, men denne gang var det ikke en gård, der dukkede op. Det var en
lille flyplads med græsbeklædte baner og et par små hangarer.

Da Mason slukkede bilen, dukkede der en
mekaniker op fra den ene bygning. Han så overrasket på køretøjet.

“Bliv i bilen,” sagde Mason og trådte
ud.

“Hej, kan jeg hjælpe jer?” Mekanikeren
kom hen mod dem.

“Ja,” svarede Mason på russisk. “Jeg
tror, der er noget galt med motoren.”

“Motoren? Jeg kan godt tage et kig.”
Mekanikeren vendte sin opmærksomhed mod bilen. Da han gik forbi, handlede Mason
hurtigt og lagde ham i et halsgreb. Manden kæmpede imod, men blev slap i løbet
af sekunder.

Mason lod ham falde til jorden og
vinkede mod bilen.

Hawk kom ud med riflen i hånden. Tobias
åbnede bildøren og så skræmt på mekanikeren.

“Er ham …”

“Bevidstløs. Hawk, vælg en fugl, jeg
kommer om lidt.”

“Yes sir,” svarede Hawk og lagde en arm
om drengen for at føre ham mod flyene.

Mason slæbte mekanikeren ind i en
bygning og bandt hans håndled med noget ledning.

Der var ikke andre på flypladsen, og
lidt efter skyndte Mason sig ud til det fly, Hawk var ved at starte motorerne
på. Med sig havde en kedeldragt til drengen.

“Her, det var, hvad jeg kunne finde.”
Han rakte dragten til Tobias.

“Tak.”

En lyd fik Mason til at vende sig.

Biler. Sorte firhjulstrækkere som den,
de havde taget.

“Fuck. Hawk, er den klar?”

“Ja! Hop ind!”

Mason hjalp Tobias ind i flyet og hev
sig selv ind. Hans fødder havde knap sluppet græsset, før Hawk drejede ned ad
landingsbanen.

“Skynd dig, de kommer.”

“Ja ja, det er ikke en Spitfire,”
svarede Hawk sammenbidt.

Flyet satte farten op. Lyden af skud
kunne høres over motorstøjen.

“Kom så, baby,” mumlede Hawk.

Bilerne kom tættere og tættere på. Et
lille rundt hul dukkede op i sideruden nær Hawks hoved.

Det gav et sug i Masons mave, da flyet
mistede forbindelsen med jorden. Bilerne forsvandt under dem.

Hawk lo.

“Sådan!”

Mason delte ikke hans lettelse endnu,
men de steg mere og mere, og intet skete. Det lille fly brummede ufortrødent,
og snart var de for langt oppe til, at skydevåben udgjorde en risiko.

Mason tog høretelefonerne, der hang ved
siden af, på.

“Ved du, hvor vi skal hen?”

“Det ved du, jeg ved. Slap af, Birdie,
og lad mig klare resten.”

Mason sukkede over Hawks alt for glade
tone og lænede sig tilbage. Han så på drengen, der også havde taget et par
hovedtelefoner på.

“Hey, det er næsten ovre nu. Vi flyver
over grænsen til Finland, hvor dine forældre venter på dig.”

Drengen så på Mason. De unge træk var
udmattede, men der var endelig dukket et smil op på hans ansigt.

Mason tog kedeldragten fra ham.

“Jeg hjælper dig med den her.”

Tobias fik dragten på og blev pakket
ind i jakkerne. Det varede ikke længe, inden han faldt i søvn med hovedet
hvilende på Masons skulder.

Børn. De var hårdføre.

Mason og Hawk udvekslede blikke, og
Hawk løftede en tommelfinger.

Alt OK.

 

De landede uden problemer på en mark
lige over grænsen til Finland. Det finske militær samlede dem op og tog dem med
til Helsinki, hvor Tobias’ forældre ventede på deres søn.

Hverken Hawk eller Mason deltog i
genforeningen. Deres opgave var klaret, og de havde en lang rejse hjem foran
dem.