Fugleskræmslets labyrint

 

Med et par fingre nulrede Keith voksen ind i håret, så den sidste tot sad perfekt. Han lod blikket glide ned over sig selv i badeværelsesspejlet og smilede tilfreds.

Han var så klar til aftenens halloweenfest hos Tiffany!

Deodoranten hvæsede, da han gav sig selv et par sprøjt — og så et ekstra, bare fordi.

Michaela kom til festen, og han håbede virkelig, at aftenen ville ende med et kys eller to.

Tanken gav ham et sug i maven, og spejlet afslørede de røde kinder og et forventningsfuldt blik. Han kunne rigtigt godt lide hende.

Mobilen vibrerede på bordet.

Det var en besked fra Michaela, som om hun havde læst hans tanker.

‘Hvornår kommer du?’ Beskeden var afsluttet med en kyssesmiley.

Fingrene fløj over tastaturet, inden han trykkede send.

‘Når festen starter!’ svarede han, med en smiley med solbriller.

“Keith!”

Det var hans mor, der råbte fra stueetagen.

Med et suk stak han telefonen i lommen.

“Ja?”

“Kom lige herned!”

Han kastede et sidste blik i spejlet, rettede på T-shirten og traskede ned ad trappen.

I køkkenet stod hans mor, Louise, og hans far, Robert.

Moren havde en hårbøjle med antenner på, der passede til mariehønekostumet. Faren var klædt ud som klovn med en farverig paryk og ansigtsmaling.

Det var løgn, havde de tænkt sig at dele slik ud i det antræk? Pinligt!

“Adams mor har lige ringet, Brad er blevet syg, så han kan ikke tage drengene med ud at rasle.” Louise tømte en pose med slik ud i den store orange spand. “Jeg sagde, at du nok skulle gå med dem.”

Keith troede ikke et øjeblik på, at Brad var blevet syg, for han var nemlig også inviteret til aftenens fest. Og han havde også øjne for Michaela, hvem havde ikke det?!

“Men mor, jeg skal til fest …”

“Du kan tage af sted bagefter. Danny har sådan glædet sig til at vise sit kostume frem, og han vil elske at have dig med ud, det ved du godt.”

Selvfølgelig glædede hans 11-årige lillebror sig til noget så latterligt.

Keiths hjerte sank.

“Kan far ikke …”

“Næh, makker, jeg skal hjælpe din mor. Og du plejer da at elske halloween!” Faren rettede på den røde næse.

Keith himlede med øjnene.

“Jeg er 16, halloween er for pattebørn. Jeg vil ikke ses med de to grødhoveder!”

“Hov hov,” sagde Louise skarpt. “Det er ikke til diskussion. Du går med og holder øje med dem. Adam er her om lidt.”

“Moar, seriøst? Jeg kommer for sent til festen!” Keith hævede stemmen. Det var simpelthen ikke fair!

“Så er det godt, ikke mere brok. Gør som din mor siger.” Robert sendte ham et strengt blik, der halvvejs blev ødelagt af, at han samtidigt stak et stykke chokolade i munden.

“Ugh!” Keith slog ud med armene og undertrykte en trang til at sparke til den nærmeste køkkenstol. For helvede, han kom for sent til festen!

Det ringede på, og Louise greb slikspanden, før hun hastede ud for at åbne.

“Åh, hej, Helen! Og Adam! Hvor er du fin.”

“Hej, Louise, jeg håber ikke, det er til for meget besvær for Keith. Brad blev bare så dårlig lige pludselig.”

“Nej nej, det er helt fint. Stakkels dreng. God bedring til ham!”

“Tak. Opfør dig nu pænt, Adam, og lad være at spise alt for meget slik på én gang. Vi ses. Hej hej, hils Robert!”

“Det skal jeg nok. I må have en god aften!”

Døren blev lukket.

“Danny, Adam er her!”

Et hyl lød fra Dannys værelse, og lillebroren kom løbende ned ad trappen og forbi Keith. Han var klædt ud som Batman med maske, kappe og en dragt med påtegnede muskler. Kunne det blive mere lamt?

“Adaaam!” hvinede han ude i gangen, og de gav sig straks til at kagle begejstret over hinandens udklædning.

Keith kørte en hånd over ansigtet og stønnede. Det var bare for meget.

Louise kom ud i køkkenet med drengene i hælene.

Adam var klædt ud som Harry Potter med et tegnet ar i panden og en tryllestav i hånden.

“Hej Robert. Og Keith.” Han hilste genert på dem. Han var en sød, stille dreng, og selvom Keith kunne lide ham, var han ikke helt sikker på, hvorfor Danny ville være ven med sådan en nørd.

“Hvorfor er du ikke klædt ud?” Danny så dumt på ham.

“Fordi jeg ikke gider rende rundt og ligne en idiot,” svarede Keith surt.

Deres far rømmede sig, og Keith skar ansigt.

“Du ligner altid en idiot,” sagde Danny frisk, hvilket fik Adam til at fnise.

Keith åbnede munden for at svare tilbage, men et blik fra moren fik ham til at tie.

Åha, sådan en lille lort, det skulle han få betalt.

“Er I klar til at tage af sted, jeg har en fest, jeg skal nå til,” sagde han gnavent.

“Det er alt for tidligt at rasle,” svarede Danny og rynkede på næsen.

“I kan gå ned omkring parken, der er pyntet op, og der er blevet bygget en labyrint,” foreslog Robert. “Den skulle være uhyyyggeliig, uuuh.” Han løftede hænderne med krumme fingre og buhede som et spøgelse.

Keith bed sig i tungen, fuck det var så cringe.

Men Danny og Adam var ellevilde med idéen og styrtede ud for at tage overtøj på.

Keith så bedende på moren, der gav ham mor-blikket og nikkede mod gangen, og han slog opgivende ud med hænderne. Fint. Så måtte han bare få idioterne til at skynde sig.

Der var køligt udenfor, og solen var på vej ned, så Keith lynede jakken, inden han satte kurs mod parken med drengene på slæb.

Måske han skulle skrive til Michaela og fortælle, at han blev forsinket.

‘Jeg er blevet tvunget til at babysitte. Kommer først senere.’ Han sluttede teksten med en bræksmiley og en vred smiley.

“Hvem skriver du til? Din kææærestee?” Danny så på ham igennem maskens huller og grinede.

“Det rager ikke dig,” vrissede Keith.

“Keith har en kæreste, Keith har en kæreste,” messede Danny højlydt, og det gamle par på hjørnet, der var ved at sætte de sidste dekorationer op, drejede hovedet efter dem.

“Hold så kæft, din lille lort, eller jeg skrider, og så kan I rasle alene!”

Dannys smil forsvandt.

“Det må du ikke,” sagde han usikkert.

“Jeg er ligeglad,” sagde Keith. “Så hold mund.”

Lillebrorens sårede udtryk gav Keith en klump i maven, men så måtte han fandme lade være at opføre sig som et pattebarn.

Parken var ganske rigtigt pyntet op. Der var græskar overalt, lanterner i træerne og halm alle steder. En bod solgte varm kakao, en anden churros og der lød musik og latter fra basketboldbanen. Der var mennesker over det hele.

Skulle de ikke hjem og dele slik ud, tænkte Keith surt.

Et håndtegnet skilt med en pil pegede mod den fjerne ende af parken.

‘Labyrint’, stod der.

Keiths mobil vibrerede.

‘Ej, lort!’ Michaela sluttede beskeden af med en trist smiley, og Keith fik ondt i maven.

‘Jeg prøver at slippe af med dem!’ skrev han.

Hun likede hans besked med et hjerte.

Okay, han skulle helt sikkert forsøge at slippe af med drengene hurtigst muligt!

Mens han havde haft blikket rettet mod skærmen, var de gået igennem parken, og labyrinten dukkede op foran dem.

Den var … massiv. Lavet af halmballer, stablet to i højden, så selv Keith ikke kunne se over dem.

Ved åbningen stod et skilt, hvor der stod ‘Fugleskræmslets Labyrint’. På den anden side var et kæmpestort fugleskræmsel, klædt i en slidt ternet skjorte og et par cowboybukser. Halm stak ud ad åbningerne, og et stort udskåret græskarhoved stirrede på dem med sorte øjne og et savtakket smil. Den havde en stråhat balancerende på hovedet.

Fugleskræmslet var højere end Keith, og af en eller anden grund sendte synet en gysen igennem ham.

“Hej med jer.”

Der stod et bord pyntet med græskar, og bag det sad en af pigerne fra Keiths klasse. Sandra. Han havde slet ikke set hende.

“Det koster en dollar at komme ind. Det går til et godt formål.” Hun smilede, hvilket fik et par smilehuller til at dukke frem.

“Fair nok,” sagde han og rodede sin jakkelomme igennem, inden han hev et par sedler og nogle mønter frem.

Mens han sorterede i dem, skævede han til hende. Selvom de gik i samme klasse, havde han aldrig rigtig lagt mærke til hende. Hun var den stille type.

“Skal du med til festen i aften?” spurgte han for at bryde stilheden.

“Hvilken fest?”

“Den hjemme ved Tiffany.”

Hendes smil virkede pludseligt anstrengt, og blikket flakkede kort.

“Åh. Nej, jeg er ikke inviteret.”

Det overraskede Keith. Han troede, alle var inviteret.

En pinlig tavshed lagde sig, da han ikke vidste, hvad han skulle svare. Han rakte hende tre dollars.

“Her.”

“Tak. God fornøjelse. Og pas på fugleskræmslet, han kan godt lide at spise slemme børn.” Det sidste var henvendt til Danny og Adam, og hun blinkede til dem.

Det fik dem til at le, inden de løb ind i labyrinten.

Keith gav Sandra et vagt smil, inden han fulgte efter.

“Hey, grødhoveder, vent på mig.”

De var allerede ude af syne, men han kunne høre dem og gik efter lyden.

Idioter, tænkte han med et suk og hev mobilen frem for at skrive til Michaela.

‘Har lige mødt Sandra. Er hun ikke inviteret til festen?’

De tre prikker hoppede i bunden af skærmen.

‘Sandra? Ha ha, du joker. Hun er basic.’

Keith rynkede panden, han var ikke helt sikker på, hvad det betød.

Endnu en besked tikkede ind.

‘Og hun ligner en gris.’ Ordene blev efterfulgt af et par grine-græde-smileyer og en gris.

Keith stoppede, hans fingre hang tøvende over tastaturet, inden han skrev sit svar.

‘Ha ha, ja, øf øf.’

En lyd fik ham til at se op fra skærmen.

Der var ikke nogen, men det gik op for ham, at han ingen anelse havde om, hvor han var. Eller hvor Danny og Adam var.

“Danny?”

Han slukkede skærmen uden at sende beskeden og lagde telefonen i lommen.

Der kom ikke noget svar.

“Danny? Adam?” Han hævede stemmen.

Stilhed, hvis man så bort fra lydene udefra, der var dæmpede bag halmballerne. Intet gav et praj om, hvilken vej, som var ud. Eller hvor drengene var henne.

Keith følte et stik af bekymring, og han gik hastigt videre, rundt et hjørne.

Gangen endte blindt.

“Danny?!” Denne gang råbte Keith.

En kold fornemmelse sneg sig ind over ham, og hans hjerte dundrede.

Han vendte om for at gå tilbage, da noget, der lød som en fnisen, stoppede ham. Der var et mellemrum mellem to halmballer, stort nok til, at drengene kunne have klemt sig igennem.

Skrækken blev til vrede.

“Danny, det er fucking ik’ sjovt.”

Der kom ikke noget svar, og Keith bandede højlydt, inden han besluttede sig for, at han ikke gad forsøge at finde vejen udenom.

Så han satte sig på hug og maste sig igennem hullet.

Der var ikke meget plads, og for et øjeblik var han sikker på, at han sad fast, men det lykkedes ham at skubbe sig ud på den anden side.

Han rejste sig og pillede halm ud af håret. Der var ingen Danny eller Adam, og han så sig utilfreds omkring.

Der gik et øjeblik, før det gik op for ham, at der var noget galt.

Den dæmpede lyd af mennesker var forsvundet. Skyggerne var mørkere, og himlen var overskyet. Et sært orange skær lå over labyrinten, hvilket gav den en sær stemning. Ubehagelig.

“Danny?” hviskede Keith hæst.

En raslen fik ham til at snurre rundt, og et skrig sad fast i hans hals.

Det store fugleskræmsel stod et par meter bag ham.

De sorte øjne var rettet mod ham, og smilet virkede større og grummere end han huskede det.

“Åh, for satan,” gispede Keith. “Hvem fanden har slæbt det herind? Sandra, er det dig? Det er altså ikke sjovt.” Han forsøgte at se om bag fugleskræmslet.

Det flyttede sig.

Keith frøs.

Det var bare hans øjne, der spillede ham et puds, ikke? Det havde ikke rigtig flyttet sig, vel?

En mørk latter kom fra græskarret, og fugleskræmslet tog et skridt frem mod ham.

“Slemme dreng. Du er min!”

Keith havde det, som om han skulle besvime.

“Nej,” kvækkede han. Det kunne ikke være virkeligt. Nogen prankede ham. Fugleskræmslet kunne ikke være i live!

Det tog et skridt mere, og en hånd bestående af tynde grene blev rakt frem mod ham.

Keith løb.

Hans sneakers gled på græsset, da han løb om et hjørne og hen ad stien.

Bag sig hørte han fugleskræmslets latter.

Han drejede ind ad en åbning, men den ledte til en blindgyde, og han vendte rundt og løb ud igen.

Fugleskræmslet ventede på ham, og dens lange, tynde arme med grenfingrene rakte efter ham.

“Du er min!” gentog den uhyggelige stemme, der rungede ud fra græskarret. “Slemme børn er mine!”

Keith kastede sig under armene og slog sine knæ. Det gjorde ondt, men han kom på benene og tumlede fremad til han fandt balancen. Noget skrabede mod bagsiden af jakken, og han skreg, idet han løb videre.

Fugleskræmslet lo.

Tårerne pressede på, og lungerne brændte.

Gangene var ens, og labyrinten virkede uendelig.

Var der ingen vej ud?

Danny. Hvor var Danny?

Skrækken væltede igennem Keith. Havde fugleskræmslet taget Danny?

“Danny?!” råbte Keith skingert. “Danny?!”

Det eneste svar var latteren fra fugleskræmslet, der aldrig syntes at være langt bag ham.

Keith hulkede forpustet. Hans lillebror. Bare han var sluppet ud derfra.

Der var ingen ende på labyrinten!

Keith havde mistet orienteringen, men han kunne ikke stoppe med at løbe, for så snart han sænkede farten, kom fugleskræmslet nærmere.

“Danny?!” skreg han igen, men der var stadig ingen Danny.

Pulsen pumpede i ørerne, og benene føltes som gummi.

Han snublede og landede hårdt på jorden.

Et hulk forlod ham. Han kunne ikke mere, og han kunne høre fugleskræmslet komme tættere på.

Hvor var Danny?

Forhåbentlig var han i sikkerhed.

Keith kunne slet ikke rumme tanken om, at fugleskræmslet måske havde gjort Danny noget. For selvom han var irriterende og dum, var han hans lillebror. Og han elskede ham jo. Ham og hans dumme superhelte, smittende latter og uendelige spørgsmål.

Han løftede hovedet.

Og da så han det. Mellemrummet mellem halmballerne.

Fugleskræmslets skridt kom tættere.

“Slemme dreng!”

Keith skubbede sig op fra jorden med skoene skrabende hen over jorden.

“Du er min!”

Halmen stak i håndfladerne, da Keith greb fat i halmballerne og trak sig ind i hullet.

Fugleskræmslet greb fat om hans ankel, og han skreg. Et hårdt ryk var ved at trække ham tilbage, men han sparkede ud. Noget sagde knæk, og han var fri.

Febrilsk kæmpede Keith sig fremad.

Han væltede ud på jorden på den anden side.

Lyden af mennesker nåede ham, og solens sidste stråler lagde et gyldent skær over toppen af halmballerne.

For et øjeblik blev Keith liggende, svimmel og gispende efter vejret. Gråden sad i halsen.

Var det overstået?

Det virkede sådan.

Der var ikke noget fugleskræmsel, ingen uhyggelig latter.

Usikkert kom han på benene. Han måtte finde Danny.

Han nåede kun rundt det første hjørne, inden han var ved at støde ind i lillebroren og Adam, der så forskrækkede på ham.

“Keith, hvad …”

Keith lod ham ikke tale færdig, men trak ham ind i sin favn.

“Danny, du er okay!”

“Ja, det er jeg,” kom det forvirret fra Danny. “Keith, hvad er der galt?” hviskede han.

Adam stod ved siden af og så akavet ud.

“Jeg kunne ikke finde dig,” hviskede Keith hæst.

“Men … men du var lige bag os.”

Dannys uforstående stemme fik endelig Keith til at slippe ham.

Begge drenge så bange ud, og det gik op for Keith, at de ingen anelse havde om, hvad der var sket.

Var det kun sket for ham? Eller var det bare noget, han havde forestillet sig?

“Hvad er det?” Adam pegede mod Keiths fødder.

Omkring hans ankel sad en gren med fem tynde kviste, der lignede fingre.

Keith følte sig pludselig dårlig, og han bukkede sig for at rive grenen af sin ben.

“Det ved jeg ikke,” svarede han hurtigt og smed den fra sig.

Både Danny og Adam så bekymrede på ham.

“Skal … skal vi finde ud herfra?” spurgte Danny forsigtigt.

“Ja. Ja, det er en god idé.”

Han protesterede ikke, da Danny tog hans hånd.

Labyrinten var ikke ret stor, og det var ikke svært for Danny og Adam at finde den rigtige vej igennem den.

Mens de løb rundt, tog Keith sin mobil frem med en rystende hånd og tændte skærmen.

Michaela havde sendt en besked mere.

‘Brad er kommet, han har sprut med!’

Keith stirrede lidt på de tre hjerter, der sluttede beskeden, inden han slettede sin egen og skrev:

‘Jeg synes hun er sød.’ Han trykkede send og stak telefonen i lommen.

Da de kom ud af labyrinten, havde han pillet halmen ud af håret og tøjet.

Sandra smilede til dem, men så lidt bekymret på Keith.

“Er du okay?”

“Jah … jeg fór bare vild,” løj han og mærkede sine kinder blive varme.

Han skævede til fugleskræmslet. Det stod som før, med det slidte tøj og halmen strittende ud. Hatten så ud, som om den var ved at falde af. Det så ufarligt ud. Selv det savtakkede grin var uskadeligt.

Han forstod ikke, hvad der var sket. Den mørke latter rungede stadig i hans hoved.

Han så på Sandra.

“Hey, øhm, vil du ikke med ud at rasle?”

“Mener du det?” udbrød hun overrasket og rødmede.

“Jaah, det er da sjovere end at sidde her, og jeg kunne godt bruge et par ekstra øjne på de to grødhoveder.”

“Skulle … skulle du ikke til festen?” Hun så usikkert på ham.

“Nah. Det bliver sikkert dødssygt alligevel.” Han trak på skuldrene.

“Jamen … det vil jeg gerne,” sagde hun og smilede.

Hun var køn. Og han kunne godt lide hendes lille opstoppernæse, den var sød.

“Jeg får lige fat på min far, så han kan tage over.”

“Okay.”

Danny hev Keith i ærmet.

“Er du sikker på, du er okay?” Bekymringen skinnede igennem batmanmasken.

Keith skubbede blidt til hans skulder.

“Fuldstændigt. Er du klar til at få fat i noget slik?”

Danny lyste op.

“Yeah!”

Det blev en god aften alligevel. Faktisk kunne Keith ikke huske, hvornår han sidst havde hygget sig så meget.

Selvom det gav et lille ryk i ham, hver gang han så et fugleskræmsel.