“Han er jo ligefrem grotesk at se på.”
“Jeg ville sige et misfoster.”
De to mænds stemmer lød ned langs baren, hvor Tarak sad med et krus hjemmebrygget. De havde været i gang i et stykke tid, men han ignorerede dem.
Kroen var et af de få fristeder, han havde. Krofatter var ikke en ven, men så tæt på en allieret én som han kunne få.
“Et grimt misfoster.”
Vreden ulmede i Tarak, men han lod den ligge.
Halvdværgen bag baren havde dog fået nok.
“Hold så kæft, eller jeg smider jer ud.”
“Sådan et par bastarder, du beskytter ham måske?” Fulderikken fniste.
“Nej, jeg forsøger at redde jeres røve.”
Mændene lo.
“Åh, fyld krusene op og pis af, elendige halvblod,” snøvlede den ene.
Krofatter skævede mod Tarak, der tømte sit krus i en mundfuld. Det fik halvdværgen til at trække på skuldrene.
“I betaler, hvad han smadrer.” Han ned til en kunde i den anden ende af baren.
Et glimt af fortrydelse gled over fulderikkernes ansigter, da Tarak rejste sig. Han var ikke nær så stor som en ægte ork, men han var noget større end de to sølle mennesker.
Og han slog hårdt.
