Som med alle andre professioner er ens værktøjer noget af det vigtigste i ens daglige arbejde.
Nogle fortrækker at skrive i hånden, andre på computer. Ja, der er jo også gammeldags skrivemaskiner, små maskiner med fuldt tastatur, der kun viser en linje af, hvad du har skrevet, og så er der selvfølgelig telefoner og tablets.
Og ud over det fysiske værktøj, er der på computere og deslige et utal af forskellige skriveprogrammer, man kan benytte sig af.
Word, Google Docs, gratis skriveprogrammer som Open Office og Libre Office, Notepad og en hel verden af mere eller mindre avancerede betalingsprogrammer, der er lavet til forfattere af alle slags.
Hvad man skriver med, i og på er jo helt op til en selv.
Personligt skriver jeg på computer, da jeg ikke kan skrive hurtigt nok i hånden til at det er en mulighed for mig. Jeg bliver simpelthen frustreret over mit eget skrivetempo!
Jeg har både en stationær og en bærbar. Jeg foretrækker for det meste af skrive på den bærbare, da jeg kan forlade mit fyldte skrivebord og sætte mig ved spisebordet med udsigt til naboens heste, katten i vindueskarmen og ellers ikke andet til at distrahere mig.
Der var engang, hvor jeg sværgede til Word, men jeg faldt for nogle år siden over et skriveprogram, der kan så meget mere.
Det er hverken sexet at se på, nemt at finde ud af eller lavet til at sætte teksten pænt op med, og det retter ikke grammatik eller har en specielt god dansk ordbog.
Men for mig, med et stort behov for at organisere og have alt liggende lige ved hånden, er det som sendt fra himlen (eller i hvert fald en programmør, der har fået en fantastisk idé)!
Programmet hedder Scrivener og er både skriveprogram, kartotek, opslagstavle, navnegenerator og hvad har vi ellers.
Det er fantastisk at organisere i, da der er interne mapper, og man derfor ikke skal rode rundt på sin computer efter alle de der dokumenter, man ikke kan huske, hvor man har gemt, og man skal ikke have en hulans masse filer åben på samme tid. Det hele ligger i samme vindue, er nemt at finde rundt i (afhængigt af ens evne til at organisere, selvfølgelig) og man kan lave interne bogmærker, markere sine dokumenter på utallige måder, holde styr på karakterer, lave metadata osv. osv..
Ja ja, fald nu ikke helt ned ag stolen.
Læringskurven er stejl og hård, og man skal nok være lidt stærk til både computere og engelsk for at lære at bruge det.
Programmet kan utallige ting, og selvom jeg nu har brugt det i nogle år, bruger jeg stadig mest det mest basale og lærer noget nyt hele tiden.
Bare så sent som i dag fandt jeg ud af, at jeg kan få den til at lave “Typewriter Scrolling” på mine dokumenter udenfor fuldskærmstilstanden (det gør, at den linje jeg skriver på, altid er midten af arket og ikke bevæger sig ned mod bunden af skærmen).
Men jeg kommer aldrig til at skrive tekster i Word igen.
Jeg har dog ikke afinstalleret Word i ren eufori. Som sagt er ordbogen i Scrivener ikke den bedste, og den retter ikke grammatik, så al min tekst får en tur igennem Word for fejlfinding. Desuden er Scrivener ikke skabt til at få teksten til at se pæn ud, det er, hvad Word kan.
Scrivener er i øvrigt ikke det eneste skriveprogram derude, der kan mere end Word. Der er mange, men der er stor forskel på, hvad de kan og hvad de koster.
Scrivener koster et engangsbeløb og så kan du bruge din kode på op til fire enheder, mener jeg.
De har desværre ikke lavet en app til Android, hvilket jeg savner som Windowsbruger, men der er til både Mac og IOS. De kan snakke sammen via Dropbox.
Der er også programmer, der er lavet til at holde styr på tidslinjer, karakterer og alt det andet, du skal bruge i en roman.
Blandt andet Plottr, som jeg har hørt en masse om, men ikke selv har fundet brugbart.
Skulle man for øvrigt have lyst til at se, hvad Scrivener er for noget, har de 30 dages gratis prøveperiode — og det er ikke fra den dag, du henter det, men for hver dag du har det åbent. Praktisk!
Og der er et utal af guides, Youtubevideoer og grupper på Facebook til at hjælpe én i gang, samt Scriveners egen begyndertutorial.
Igen, det hele er desværre på engelsk!
Hvad er dine foretrukne værktøjer?